Et af de største kritikpunkter af udviklingen i den danske økonomi i de seneste 10 år, har været vores manglende omhu for at tilpasse os situationer, som ville være knapt så rosenrøde. Politisk kan vi ikke undlade at hentyde til den eufori, som greb mange politikere med rene gaveboder til følge. Vi har i den grad oplevet et nærmest uansvarligt overforbrug i både den offentlige og finansielle sektor uden at man samtidig stillede krav om effektivisering af den indsats, som skulle være til fælles bedste. Omstillinger og effektiviseringer gør selvfølgelig ondt på dem som rammes heraf. Smerten er endda blevet forstærket af, at politikere af bar angst for manglende vælgertække har ladet stå til og ladet tilstandene råde. Hvis redskaberne så bare havde været målrettede uddannelses- og omstillingsinitiativer til fremtiden. Desværre har redskaberne været én i Danmarkshistorien hidtil ukendt størrelse af en pamflet af kontrolfunktioner og til dels skepsis mod alt fra den store omverden. Derfor er vi havnet i et skisma, hvor borgere og virksomheder oplever en stadig stigende forringelse af serviceydelser, samtidig med at det offentliges ressourceforbrug nærmest er stigende.
Der hænger vi så, hvilket også kan aflæses af vores minimale vækstrate i forhold til de lande, vi ønsker at sammenligne os med. Det hæmmer den motor, der ellers skulle have været med til at bringe os op ad dynget. Ressourcerne er ikke længere til stede. Man burde have lært lidt af landmanden, som ved, at man selv i gode høstår og med gode priser skal tænke på at gemme afgrøder til næste års såning. Vi har kigget langt efter:
.. en effektiv og fleksibel arbejdsmarkedsreform,
.. en målrettet uddannelsespolitik, så vi ikke ser næsten1/3 af alle unge forlade uddannelsessystemet uden en brugbar erhvervsrelateret uddannelse,
.. en finansiel reform, som kunne have tilgodeset vækst- og iværksætterinitiativer frem for spektulativ investeringer i uproduktive sektorer,
.. en reform af den offentlige sektor,
.. og mange flere ting.
Alle kan nu se alvoren i vores situation og man kan håbe, at der også ville blive handlet herefter. Man kan have sine tvivl, når man oplever at uvanen med ad hoc gaveboder til potentielle vælgergrupper ikke er slut. Her tænker vi bl.a. forslagene om at forære en lille del af udkants Danmark motorveje m.v. Tænk på hvad 3 mia. kunne have gjort af underværker på f.eks. iværksætterområdet!
Hva’ med vores branche? Har den også udvist rettidig omhu? Svaret blæser lidt i vinden. Ser man de regnskabsmæssige resultater fra mange virksomheder, kan man have sine tvivl. Man må nok erkende at investeringerne i mere traditionel teknik ikke har stået mål med det behov, der er kommet ud af finanskrisen. Derfor ser vi også en stadig større tendens til fusioneringer, når vi taler om traditionel produktion, senest eksemplificeret ved Bordings »overtagelse« af Prinfo-idéen. Atter andre må erkende, at værdien af selv nyere udstyr er faldet drastisk i værdi i løbet af kort tid. Bedre bliver det heller ikke, at grossisterne har varslet store stigninger på papir efter nedlukningen af urentable papirværker. Heldigvis er der virksomheder, som i tide nåede at omstille sig under de gode tider. De skal nok klare sig, hvilket er en trøst for en forening som vores, som ligeledes har skullet omstille sig til også at servicere denne del af branchen.
Anni Kjær Nielsen