Valget er overstået, og en ny realitet er aktuel, uanset om man kan li’ det eller ej. Hvedebrødsdagene er forbi efter bryllupsrejsen til øverste etage på Crown Place. Nu skal vi tilbage til den barske hverdag, hvor grøfterne er blevet endnu dybere og krisen endnu værre. Aldrig før har opgaverne og behovet for løsninger været så store – det gælder både på det globale og det nationale plan. Vi taler ikke længere om gaveboder, men om tilpasninger til de næste mange års stagnation i den private og offentlige økonomi.
Hvad vi ikke troede på før sommerferien, er desværre ved at være en realitet. Vi kan måske nok more os lidt over de uansvarlige grækere med deres lemfældige omgang med egne og andres penge. Verdenen er imidlertid global, så det, som kan synes grotesk, rammer også alle os, som knokler en vis legemsdel ud af bukserne – er opfindsomme og stolte af vores gesjæft. Vi kan blot se til, at banker m.v. strammer skruen, så det bliver vanskeligere og vanskeligere at drive en sund virksomhed.
Vi tror ikke på, at politikerne på Christiansborg kan løse vores problemer, dertil er vi for afhængige af andre branchers succes og den generelle efterspørgsel efter deres ydelser. Men vi kan forvente, at politikerne forsøger at fjerne alle de sten, som ligger i vejen for,at vi kan udvikle os og drive en sund forretning. Vi kan også forvente, at politikerne har modet til at tage nogle chancer for hele Danmarks fremtid, ved at sætte gang i nogle offentlige investeringer, som kaster innovative initiativer af sig. Problemet er imidlertid, at vi intet har hørt, selvom der ellers er nok at tage fat på.200.000 jobs er i løbet af ganske kort tid forsvundet fra den private sektor. Hvis samfundet ikke rykker sig, kommer de jobs aldrig mere tilbage. De nye jobs, der skal skabes, kommerikke fra de store og hæderkronede virksomheder, som p.t. økonomisk holder Danmark oven vande. De kommer fra mindre virksomheder, som tør tage chancer på trods af alle odds. Fælles for disse er imidlertid, at de kæmper en næsten håbløs kamp for at få likviditeten til at slå til. Ikke nok med at bankerne har gjort det mere eller mindre umuligt at få likviditeten til at strækkes, men også det offentlige og store virksomheder – hvad enten det er kunder eller leverandører – har strammet kredit- og betalingsbetingelserne så meget, at mindre virksomheder nærmest kommer til at agere bank for kunderne.
Derfor er det også glædeligt, at EU i begyndelsen af 2011 vedtog et direktiv for fælles betalingsregler i EU-landene, således at det offentlige og store virksomheder ikke længere kan »tryne« mindre virksomheder. Den generelle frist for både den private og den offentlige sektor til at betale for en vare eller ydelse vil fremover være 30 dage. Kun hvis både køber og sælger er enige herom, er det muligt at forlænge betalingsperioden op til 60
dage. Og ikke nok med det; man vil acceptere en lovbestemt rente på forfaldne betalinger svarende til rentesatsen plus mindst 8%. Kreditor har desuden ret til et fast kompensationsbeløb på mindst 40 € (ca. 300 kr.), der skal dække omkostningerne ved at inddrive betalingen. Det vil forhåbentligt skabe en helt ny betalingskultur, således at mindrevirksomheders rettigheder bliver håndhævet, så det kan forbedre likviditeten og skabe et
bedre klima for investeringer i nye jobs.
De enkelte medlemslande har nu max. 2 år til at få direktivet implementeret i lovgivningen.Så kære Helle, du har en frist til den 16. marts 2013 til at få renteloven ændret.Det bør et enigt Folketing hurtigst muligt få besluttet og sat i værk. Det vil være en udstrakt hånd, som vil gavne vores virksomheder meget mere end nok så mange flotte og vidtløftige ord.
Stefan Mark Pedersen