Netop i disse dage flyder medier over med krisehistorier både i de mere seriøse og mere kuriøse udgaver. I den seriøse ende befinder sig historierne om:
- at vi for 3. år i træk har haft en negativ vækstrate
- at den offentliges »husholdingsregnskab« er kommet ud med et historisk negativt resultat
- at flere og flere jobs udflages til andre økonomisk mere attraktive områder – også vidensjob
- at beskæftigelsen i den primære produktionssektor er faldet med over 100.000 medarbejdere, og at disse jobs højst sandsynlig ikke kommer tilbage
- at bank- og likviditetskrisen ikke er overstået med krakkene i Roskilde Bank, EBH Bank, Løkken Sparekasse m.fl.
I den kuriøse ende finder vi historier om, hvordan:
- ejendomsspekulanter og dubiøse projektmagere har været i stand til at berige sig på lånemarkedets likvider – og på bekostning af alle sunde erhvervsaktiviteter, som vi ellers har skullet levet af
- luksusforbrydere og fupmagere har kunnet dræne banker og firmaer til et liv i luksus, som kunne være enhver soap-opera værdig.
Bud på hvordan vi skal gribe krisen an, skorter det heller ikke på, hvilket efterlønsdebatten så glimrende illustrerer. Økonomer og tænketanke har været i vælten uden på afgørende vis at komme med bud på, hvad vi gør lige nu. De kan blive enige om, at vi op igennem »guldalderen« i 00’erne har ført en hel uansvarlig og kortsigtet politik uden omtanke for fremtidens erhvervsmuligheder, ligesom vi om ti-tyve år står med en befolkningsmæssig udfordring med mangel på arbejdskraft. Politikerne forsøger sig også med løsninger, som mere bærer præg af den forestående valgkamp end af forslag til, hvordan hjulene igen kommer i gang med den underskov af mindre virksomheder, som er rygraden i det danske samfund. Vi har ikke så meget brug for at høre om, hvordan f.eks. staten har reddet banksektoren efter dens helt uansvarlige engagement i ejendomssektoren. Vi har brug for at høre om, hvilke krav der stilles eller skal stilles som modydelse til bankerne: f.eks. en samfundsforpligtelse om at servicere den produktive del af det danske erhvervsliv, som vi alle skal leve af. Vi har også brug for at høre om, hvordan det offentlige kan være kunder i erhvervslivet, og ikke igennem centralistiske, bureaukratiske og fordyrende led.
Men vi skal også selv som branche være seriøse i vores økonomistyring og lære at holde styr på vores omkostninger og likviditet. Det er en skæv og useriøs udvikling at basere sit forretningskoncept på at underbyde kolleger på måder, hvor disse har gjort et stort og seriøs stykke arbejde på at udregne en så billig og effektiv pris på et fagligt produkt. Hvad ligner det, at man uden så meget som at lave sin egen omkostningsberegning kan gå ud til en potentiel kunde og sige: gå tilbage til din normale leverandør og få udregnet en pris, så giver vi dig under alle omstændigheder en pris på minus 10% plus en bonus oveni hatten, som kan være alt fra en biografbillet til charterrejser. Det er ikke alene useriøst, men også ukollegialt og farligt for en seriøs branche på den lange bane.
Men at holde styr på likviditeten, det er noget vi alle har brug for på den korte bane. Derfor håber vi også, at så mange som muligt vil tage imod vores kursustilbud herom. Det vil du kunne læse mere om i denne udgave.
Anni Kjær Nielsen