Nye tider,men rødderne er ikke glemt

06-05-2009

4. marts 2009 blev »De Grafiske« og »grafisk fremtid« sat i søen. Lykkeligvis har stabelafløbningen indfriet mange af vores forventninger til fremtiden. Skibene ligger i smult vande og er godt i gang med at blive færdigapteret. Navnene har vi forbavsende hurtigt vænnet os til: de ligger så enkelt og ligetil i munden, at vi ligefrem synes, vi har levet med dem i mange år. Så enkelt kan et navneskifte være, når navnene udtrykker det, som vi står og altid har stået for: den personlige organisation.

Medlemmer og andre har da heller ikke været sene til at komme med positive reaktioner på vores initiativ. Vi håber det bliver klart for alle i en verden, som beskæftiger sig med grafisk kommunikation, at der findes et seriøst alternativt for fremtiden.

Det kræver også, at nye kræfter vil kæmpe for at præge fremtiden til fælles bedste i en turbulent verden. I De Grafiske er vi så heldige, at en fornyelsesproces allerede har kunnet mærkes i vores bestyrelse, hvor de »unge« langsomt, men sikkert er ved at overtage pladserne. Aldersgennemsnittet vil yderligere falde, når jeg den 15. maj kan fremlægge min sidste beretning på De Grafiskes generalforsamling. Selv efter 24 år i bestyrelsen – heraf de 20 som formand – har jeg ikke mistet lysten og gejsten for at kæmpe for vores forening, men dåbsattesten kommer desværre i karambolage med vores vedtægter. I stedet kan jeg glæde mig over, at der er yngre kræfter, der har vilje og evne til at arbejde videre med det projekt, som vi har søsat.

Jeg kan også glæde mig over, at vi er blevet enige med Danske Lokalaviser om at afvikle et fælles årsmøde. Hvad er mere naturligt, når kendsgerningen er, at vi har en fælles historie, deler domicil i dagligdagen og for en stor dels vedkommende også deler medlemskreds. Vi er udmærket klar over, at sådanne arrangementer har vigende deltagerinteresse, men ved at slå to fluer med et smæk, har det været muligt at arrangere et årsmøde i rammer, som ikke findes bedre og smukkere i Danmark. Prisen har selvfølgelig været, at vi har måttet bryde med årtiers traditioner med et årsmøde i den sidste weekend i august. Men ved at fremrykke generalforsamlingen til maj får vi til gengæld en bedre overensstemmelse med de opgaver, som vi senere skal arbejde videre med.
Vel mødt til Brejning i maj./AJ

Reklamebureau Ultimate Web