Maj måned er noget særligt. Det er den også blevet for de to foreninger »De Grafiske«! og »Danske Lokalaviser«!. For netop et år siden besluttede vi at »slå pjalterne sammen« og holde fælles årsmøde, ud fra at der bl.a. var stort sammenfald i vores medlemskredse. Erfaringerne herfra var så positive, at begge bestyrelser var enige om at fortsætte samarbejdet. Derfor glæder det mig, at vi igen i år kan mødes til både en alvorlig del, men også en kollegial og festlig del, hvor vi for en stund kan glemme, de vanskeligheder mange af os står i. Jeg er sikker på, at Ribe med sine historiske rødder er det rette sted at mødes. Og skulle nogen i sidste øjeblik komme i tanker om, at det kunne være et velgørende afbræk i dagligdagen med et par majdage i det idylliske Ribe, så er det bare at fatte telefonen og ringe til Røgelvej i Brabrand.
Den alvorlige del af vores årsmøde vil helt sikkert være i lyset af den finansielle krise, som har ramt vores del af verdenen – og der er ingen af os gået ramt forbi. Når private og offentlige virksomheder bliver angrebet på deres indtægtsgrundlag og tvunget til at se på deres omkostningsniveau, så er fokus selvfølgelig rettet mod de omkostningsfaktorer, hvor man her-og-nu kan spare penge. Det er netop de ydelser, vi lever af at kunne tilbyde. Besparelse på personaleomkostninger derimod er først noget, som vil kunne slå igennem efter et ½ års tid. Det er et dilemma og en realitet, vi selvfølgelig må lære at leve med. Omvendt ved vi også, at skal der ske fremskidt og igen komme gang i økonomien, så er det markedsføringsinitiativer og –investeringer, der for en stor dels vedkommende skal trække læsset. At de så måske skifter karakter fra de produkter, som vi i en årrække har vænnet os til og levet af, det er en hel anden sag. Så meget større bliver vores udfordring om at være med i denne nye udvikling.
Det er helt sikkert, at vi kommer til at se helt nye og andre medier taget i brug i en kick-start af økonomien. Nogle kender vi allerede, men nye vil komme til og kun fantasien sætter grænser herfor. Dermed ikke sagt, at det papirbårne medie har udspillet sin rolle. Slet ikke, men det kommer til at leve side-om-side med mange nye tiltag. Man må f.eks. ikke glemme, at medier som Google og Facebook i dag har et langt større økonomisk potentiale end noget papirbåret medie nogensinde har haft.
Der er ikke grund til at sidde med hænderne i skødet. Vi må bare – for at bruge et lidt fortærsket udtryk – »komme ud over stepperne«! Kreativitet, opfindsomhed, vovemod og uddannelse bliver vores overlevelsesmulighed. Derfor skal alle vores antenner være ude, både i forhold til vores kunders behov, men også hvad vi tror de har af behov. Vi skal være åbne for, at hvad der sker i vores branche, men også i alle andre brancher. Et godt udgangspunkt vil være at tage med De Grafiske på Ipex messen i Birmingham her i maj.
Vel mødt til årsmødet i Ribe og Ipex i Birmingham.
Anni Kjær Nielsen