1917 var en milepæl i den grafiske branches historie i Danmark, hvor initiativrige bogtrykkere og bladudgivere dannede »Ny Dansk Bogtrykker- og Presseforening«. Det gav genlyd over det ganske land, at folk langt fra de bonede gulve var i stand til at stable en anderledes og mere nærværende organisation på benene ud fra, at de »ikke har haft tilstrækkelig Interesse af at være Medlem af de allerede bestaaende Foreninger, men alligevel ofte og særlig under de nuværende vanskelige Forhold savner en Organisation, gennem hvilken der sikkert vil kunne opnaaes Fordele, som det er vanskeligt for den enkelte at opnaa«. At det var et bæredygtigt projekt kan der ikke herske tvivl om. Først i 1942 ændredes navnet, men ikke mere end, at man blot slettede »Ny« i navnet. 57 år er der gået siden da.
Med tanke på hvad der er sket i de 57 år, er det ikke så underlig, at vi igennem lang tid har haft focus rettet herpå, idet branchen og teknologien fuldstændigt har ændret karakter, selvom mange af de samme gamle faglige og kollegiale dyder stadig er til stede. Vi er imidlertid af den overbevisning, at der i den branche, som vi kender i dag og i den, som spirer frem, er et stort behov for en personlig organisation, som kan inspirere og som kan være tæt på, når der er behov herfor. Heldigvis har det ikke kun været vores egen mavefornemmelse. Vi er blevet bestyrket igennem et stort og seriøst udredningsarbejde, som vores samarbejdspartner Firstmove har lavet omkring vores berettigelse og fremtidsmuligheder, hvor ikke kun medlemmer har deltaget, men også ikke-medlemmer, som har
været fremmed for os.
Derfor har det heller ikke været så svært at skulle sige farvel til et 100-årigt navn og logo, hvilket også blev sanktioneret på sidste års generalforsamling i Køge. Og vores nye navn lå lige til »højrebenet«, som de ville have sagt i fodboldverdenen, fordi et navn skal udtrykke det, man er!
Navnet er De Grafiske.
De Grafiske vil fra nu blive anvendt i alle situationer. Det gælder, når man ringer til sekretariatet, modtager post, kigger forbi vores hjemmeside o.l. Men det er stadig de samme telefonnumre, de samme CVR-numre, den samme adresse, de samme personer på sekretariatet samt den samme faglige, kompetente og personlige rådgivning. Det ændrer navneskiftet intet ved – tværtimod. De Grafiske vil være for alle, som »knokler« for at skabe sig en fremtid inden for vores branche, hvor information, kreativitet og medier er i højsædet.
Navneskiftet har helt naturligt også påvirket vores blad, som igennem snart 50 år har båret navnet »bogtrykkerne/distriksbladene«. Helt i tråd med navneskiftet til De Grafiske har vi fra dette nummer valgt at omdøbe bladet til Grafisk Fremtid. Profil- og layoutmæssigt vil forening og blad hænge sammen, hvilket vi håber, læserne vil sætte pris på. Bladet udgiver vi fortsat sammen med Danske Lokalaviser, ligesom vi deler domicil i hverdagen.
Samarbejdet bliver yderligere styrket, når vi i år afholder fælles årsmøde i Brejning. Det indebærer også, at vores årlige generalforsamling er rykket frem fra august og til 15. maj.
Vel mødt til De Grafiske og Grafisk Fremtid.