Tid til refleksioner

02-07-2010

 

Selvom sommeren er over os og det synes behageligt at kunne slænge sig på solvognen, er det ikke ensbetydende med, at vi skal lukke øjnene for fremtiden. Sommeren er netop den bedste tid til refleksioner over, hvor vi står og hvad vi vil bruge fremtiden til.

Om man vil det eller ej, så står fremtiden og banker på lige uden for vores dør. Vi har længe måttet acceptere, at den teknologiske udvikling, finanskrisen og folks ændrede medievaner har lagt vores branche under et voldsomt pres. De kendte redskaber til at komme igennem krisen, har længe været taget i anvendelse. Det er større maskineffektivitet, minimering af personaleomkostningerne, fusionering i større enheder, udlicitering af trykopgaver til »maskinstationer« og mange andre tiltag. Man kan spørge sig selv, om det har hjulpet? Hvis man spørger banker, leverandører og fremtidsforskere, så er svaret nej!

Hvordan kommer vi så igennem krisen, når de kendte redskaber tilsyneladende ingen frelsende effekt har haft? Sandheden er nok, at der ingen entydige svar er. Man kan være så optimistisk at sige, at der er et hav af muligheder, men ingen garanti for, at man kan leve »fedt« af dem i en generation til. Netop den nylig afholdte Ipex messe viste antydninger af muligheder. Det var spændende at iagttage, at interessen ikke længere var focuseret så meget omkring maskinnyheder og teknologiske landvindinger som ved tidligere messer. Jeg kan ikke mindes, at der på en grafisk messe har været mere tilstrømning til it-firmaers stande med digitale løsninger end til traditionelle trykmaskinefabrikanters stande. Interessen for de digitale stande var ikke kun præget af grafiske fagfolk, men måske i højere grad af andre som beslutningstagere for andre brancher og storkunder.

Det fortæller lidt om, at vores rolle som formidlere og efterkommere af Gutenbergs teknik er ved vejs ende, hvis vi »kun« opfatter os som producenter af trykt grafisk kommunikation. Hvad messen viste os var, at forbruget af kommunikation, hvad enten det foregår på et papirbaseret eller digitalt medie, ikke er for nedadgående. Vi må indrette os på, at det grafiske produkt ikke længere er et selvstændigt slutprodukt, men i højere grad et biprodukt i lighed med andre i vores kunders slutprodukter. Prisen for det grafiske produkt kommer derfor i meget højere grad til at afspejle, hvad der giver slutproduktet merværdi. Man kan derfor stille sig det spørgsmål i hvor lang tid, der vil være plads til »servicebureauer« som vores, der lever af at stille en enkeltstående serviceydelse til rådighed og efterkomme ordre fra vores kunder? Som flere påpegede under messen, handler det i langt højere grad om at kunne opfinde og påvirke vores kunders slutprodukter. Kommer man først derhen, står der mange muligheder åbne. Spørgsmålet er så, om man fortsat kan kalde sig en specifik grafisk branche.

Heldigvis er der mange af vores medlemmer – bevist eller ubevist – der har set det i øjnene og udviklet deres virksomhed til at kunne mere end det, som de tidligere var skabt til. Vi håber også, at vi som organisation kan leve op til den udfordring.

Generationsskiftet i vores forening er stille og roligt gennemført. På vores netop afholdte årsmøde i Ribe tog vi afsked med bogtrykker Anders Jensen, som i en menneskealder som en sand kulturbærer har været med til at præge og udvikle foreningen. Jeg var derfor også stolt over at kunne udnævne min mangeårige forgænger til et yderst velfortjent æresmedlemskab af foreningen. Heldigvis går vi ikke glip af Anders Jensen lune og optimisme: han vil fortsat være en aktiv del i vores midte.

Alle medlemmer og samarbejdspartnere ønskes en god sommer.

Anni Kjær Nielsen,

Reklamebureau Ultimate Web