Netop i disse dage er focus rettet mod, hvad politikerne har af bud på, hvordan vi skal klare os i og det næste ti-år og tilpasse os efter det sidste ti-års overforbrug. Blot mangler vi seriøse forslag til, hvad vi skal leve af – ikke blot i det næste ti-år, men også næste igen. Problemet er alvorligt, når vi ved, at der er forsvundet mere end 200.000 jobs i den private sektor, og at de job muligvis aldrig mere kommer igen. Når vi så samtidig ved, at for første gang i Danmarkshistorien er de, som forlader arbejdsmarkedet lige så godt uddannet – og muligvis bedre – end dem, som begynder på arbejdsmarkedet. Et helt andet forhold bør få alarmklokkerne til ringe med ekstra styrke. Tidligere var Danmark kendt som innovatorernes og iværksætterne hjemland. Det forhold har krisen ændret markant. Fra at have været i førertrøjen i EU er vi nu dummet ned på niveau med Middelhavslandene. En katastrofe, når man ved at jobskabelse og nye typer jobs opstår, som resultat af iværksætteres mod og fantasi. Nye jobs skabes ikke af gamle og kendte virksomheder.
På det punkt har politikernes indsats og udsyn i den grad svigtet. Vi mangler at se initiativer på, hvordan man får stillet risikovillig likviditet til rådighed for folk med nye ideer– og gerne vilde. Ligesom vi mangler et opgør med den formynderiske og bureaukratiske tilgang mange offentlige myndigheder har til det private erhvervsliv. Vi skal ganske enkelt have gjort det lettere at lade folk med idéer komme i gang med at realisere deres drømme og virketrang. Ligesom vi skal have sat skub i uddannelsessystemet, så vi ikke længere stiltiende skal se på, at op til 25% af en ungdomsårgang aldrig får en uddannelse, medens uddannelsesniveauet stiger med eksplosiv kraft i de lande, som vi skal konkurrere med. Så der er nok at komme i gang med. Hvis ikke, så har vi et voldsomt problem – grænsebomme og efterløn ufortalt!
Og besværligheder for erhvervslivet er mange. Netop i disse dage udsender det statsejede PostDanmark sin reaktion på, at Konkurrencestyrelsen tidligere i år udtalte, at den gamle etat misbrugte sit monopol i sin distributions- og porto praksis i forhold til magasinpost. Hvilket mange af vores medlemmer i årevis har døjet med og stiltiende har måttet se, at omkostningerne har eksploderet, samtidig med at mange har opgivet at fortsætte udgivelsen af trykte magasiner og medlemsblade. Svaret fra PostDanmark er skræmmende. Frem for at billiggøre og lade mindre blade – som det blad, du sidder med i hånden – få adgang til billig og smidig distribution, sætter man portoen op til uanede højder pr. 1. august 2011. For blade med mindre oplag, som typisk produceres af vores medlemsvirksomheder, stiger portoen med op til 46%, hvilket nærmest er en hån over for Konkurrencestyrelsens indsigelse.
Ellers står De Grafiske’s og Danske Lokalavisers årsmøde og generalforsamlinger for døren. Et gammelt ordsprog siger, at »alle veje fører til Rom«, medens »syv veje fører til Randers«, så der skulle være god grund til at møde op og tage del i diskussionerne om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Men også tage del i det kollegiale og sociale fællesskab, som begge foreninger er så kendte for.
Desværre bliver dette min sidste leder og min sidste generalforsamlingsberetning, da jeg af helbredsmæssige årsager er nødsaget til at tage en pause. Heldigvis står der i foreningen kompetente afløsere klar til at overtage mit job, så på den led er jeg fortrøstningsfuld om fremtiden og foreningen.
Anni Kjær Nielsen